Det tyske marked

Tyskland har i de seneste årtier udviklet sig til Danmarks vigtigste handelspartner. Næsten 20 procent af den danske eksport går til Tyskland. Alligevel er der stadig mange små og mellemstore danske virksomheder, som tøver med at tage skridtet over grænsen til Tyskland. Det er en skam, for det er en oplagt mulighed at komme ind på netop det tyske marked.

Den danske eksport til Tyskland har de seneste år nået nye rekordhøjder. Mens den 2012 var på 93 mia. DKK, har den siden 2013 årligt rundet den magiske grænse på 100 mia. DKK. 2013 lå eksporten ifølge Danmarks Statistik på 102 mia. DKK, 2014 var den allerede kravlet op på 109 mia. DKK, og tendensen er fortsat stigende. Dansk-Tysk Handelskammers prognose for 2015 viser en stigning på 5 procent og dermed en eksport til det tyske marked på 115 mia. DKK. Tyskland som eksportmarked for danske firmaer er dermed i en rivende udvikling med en stigning på ca. 25 procent siden 2012.

Sammenlignet med de andre traditionelle eksportmarkeder for danske virksomheder såsom Sverige, Norge og England er det tyske marked klart det største. En befolkning på mere end 80 mio. indbyggere med en stærk købekraft på ca. 50.000 USD BNI pr. indbygger (2014) gør det tyske marked meget attraktivt for danske firmaer. Men det er ikke kun de købestærke kunder - både forbrugere og virksomheder - der gør Tyskland interessant. En væsentlig faktor er også, at landet selv eksporterer rigtig meget. Det åbner op for et stort marked for danske virksomheder som underleverandører.

Forudsætningerne for at komme ind på det tyske marked er gode, for danske virksomheder har generelt et godt ry i Tyskland, hvilket gør opstartsfasen noget nemmere. Danske produkter opfattes i Tyskland generelt som værende af høj kvalitet, og danske handelspartnere regnes for at være pålidelige og ærlige. Sidstnævnte lyder måske som en selvfølge, men det er det desværre ikke i international handel. Derfor skal man ikke undervurdere betydningen af at have et godt omdømme, når det gælder om at opbygge nye forretningsforbindelser med udenlandske handelspartnere.

Når man også tager den korte afstand og de kulturelle ligheder mellem de to lande i betragtning, er der ingen vej udenom Tyskland for danske virksomheder.

Vi hjælper dig og din virksomhed med at komme i gang med eksporten til Tyskland.

Opstart